Ved psykisk udviklingshæmning, også kaldet mental retardering, er der en mangelfuld udvikling af evnerne, specielt de intellektuelle. Der er nedsat evne til at lære sproglige, motoriske, tankemæssige og sociale færdigheder. Man inddeler efter, hvor alvorlig en udviklingshæmning, der er tale om, og kan operere med intelligenskvotienter, som inddelingsgrundlag. Det er tal, som fremkommer ud fra nogle specielle prøver intelligenstests. Ud fra disse tests har man erfaring for, hvad det pågældende menneske magter. Der kan være tale om ganske lette handicaps, som tillader en næsten normal tilværelse, og så svære handicaps at den pågældende må passes døgnet rundt for at overleve. Man taler om psykisk udviklingshæmning, når den opstår i barndommen eller findes fra fødslen, og om demens, når man som voksen mister sine åndsevner.
Nogle former for åndssvaghed vides at hænge sammen med bestemte genetiske forstyrrelser, nogle med beskadigelser af hjernen i barndommen. Nogle former udvikler sig, uden at man kender baggrunden for dem. Der kan måske være tale om en arvelighed, som skyldes samtidig tilstedeværelse af flere gener, som kommer fra hver af forældrene, uden at de har slået igennem hos nogen af dem.
Der er ingen tvivl om, at et dårligt og lidet stimulerende miljø i barndommen kan fremkalde forsinket udvikling, ligesom et særlig godt miljø kan give en ekstra positiv udvikling. En særlig indsats over for mennesker med åndssvaghed kan udvikle dem mere, end hvis de ikke får denne påvirkning, men i overvejende grad er åndssvaghed varig og kan ikke helbredes.
I Danmark er hjælpen til de psykisk udviklingshæmmede organiseret i et særligt socialpædagogisk system og hører ikke længere til psykiatriens område. Denne adskillelse skete for en del år siden, men i andre lande har den ikke fundet sted. I den internationale diagnoseklassifikation er psykisk udviklingshæmning således stadigvæk en del af det afsnit, der handler om psykiske lidelser.