Betegnelsen skizofreni (spaltet sind) blev indført omkring århundredeskiftet af en schweizisk psykiater. En tidligere dansk betegnelse er ungdomssløvsind. Risikoen for at få skizofreni er omkring 1%. Ét ud af 100 mennesker vil i løbet af livet få lidelsen. I gennemsnit har omkring ½ % af befolkningen en skizofrenilidelse. Skizofreni findes formentlig i alle dele af verdenen og i alle kulturer.
Et menneske, som lider af skizofreni, har en påvirkning af sin tankevirksomhed, sit følelsesliv og sommetider sine bevægelser. Symptomerne er varierende i styrke hos forskellige mennesker, og hos den samme person over tid. Ikke alle har alle symptomer. Påvirkningen af tænkningen består i, at personen oplever, at andre påfører ham eller tager hans tanker, eller at de udspreder sig, således at andre kan opfatte dem. Han kan høre stemmer, som enten taler til eller om ham. Der kan være vrangforestillinger, især om at andre forsøger at styre ham, og andre fornemmelser af at blive påvirket. Derudover kan der være reduktion af den pågældendes energi og initiativ, stigende til total passivitet og svigtende kontaktevne med tendens til tilbagetrækning og isolation fra andre mennesker. I nogle tilfælde er der afvigelser i bevægelses- eller holdningsmønstret, men for de fleste mennesker, som lider af skizofreni, er dette ikke umiddelbart til at se.
Når man taler med et menneske, som lider af skizofreni, kan man opleve, at den følelsesmæssige kontakt ikke er, som man oplever den sammen med andre mennesker. Den pågældende reagerer i mindre grad med følelser på samtalens indhold, og i nogle tilfælde kan han forekomme helt uengageret og følelsesmæssigt aflukket. Personen selv kan opleve sig følelsesmæssigt isoleret fra andre mennesker. Man kalder den følelsesmæssige aflukkethed og mangel på kontakt autisme. Man vil kunne høre, at der er forstyrrelser i personens tænkemåde ved, at han udtrykker sig meget vagt og upræcist, måske anvender usædvanlige ord eller almindelige ord på en usædvanlig måde. Det kan udvikle sig, så sprogbrugen bliver helt privat og vanskelig at forstå.
Man kan opdele skizofreni i forskellige former, efter hvilke symptomer der er mest fremtrædende. Én af disse former er den paranoide skizofreni, hvor vrangforestillingerne er dominerende. Det drejer sig ofte om forestillinger om at blive forfulgt, eventuelt af et helt system (fx efterretningsvæsenet). Det kan også være storhedsforestillinger om at være en særlig betydningsfuld, eventuelt en guddommelig person. Den paranoide skizofreni optræder ofte i en senere alder end andre former for skizofreni. Symptomerne kan være nogenlunde begrænsede til vrangforestillingerne, således at lidelsen ikke er så invaliderende som de mere omfattende former. En anden form er simpel skizofreni. Den udvikler sig snigende og er fortrinsvis præget af symptomer som initiativløshed, manglende energi og apati. Socialt er den svært invaliderende. Den hebefrene form er præget af tidlig og ofte pludselig begyndelse, mens den katatone er præget af bevægeforstyrrelser. Der er dog ingen skarp opdeling og ofte ses tilstande med træk fra alle former.
I nogle tilfælde optræder de paranoide symptomer uden nogle andre tegn på skizofreni, og disse lidelser regnes som en særlig gruppe af vedvarende paranoide psykoser. Som oftest drejer vrangforestillingerne sig om, at den pågældende føler sig forfulgt. Indholdet kan også være begrænset til et enkelt område, fx en uret den pågældende har oplevet (kværulantforrykthed) eller forestillinger om partners utroskab (jalousiforrykthed). I nogle tilfælde vil personen kunne fortsætte sin tilværelse uden at blive i højere grad invalideret og fx fortsætte med at arbejde.
Paranoide psykoser ses i en del tilfælde hos ældre mennesker. Det kan hænge sammen med nedsat intellektuel funktion (demens) eller reduceret syn og hørelse. Disse forhold kan nedsætte evnen til at skelne fantasi fra virkelighed.
En anden form for psykose er den såkaldte skizo-affektive psykose. Det drejer sig her om en sindssygdom, hvor der samtidig er symptomer på skizofreni og på affektiv lidelse (manio-depressiv sygdom). Det vil sige de symptomer, som ovenfor er beskrevet, og de symptomer som vil blive beskrevet under stemningssvingningslidelserne.
Skizofreni kan begynde i alle aldre, men ofte sker det i 20-30 års alderen. Begyndelsen kan være meget pludselig med optræden af hallucinationer og vrangforestillinger, eller den kan være mere snigende med gradvis tiltagende ændring af tanke og følelseslivet. Personen kan opleve angstfulde, ofte modsatrettede følelser mod andre mennesker, ofte sine nærmeste (ambivalens). Det kan være kraftige aggressive eller seksuelle impulser. Personen kan selv opleve en voldsom angst ved disse impulser mod nogle mennesker, som han holder af. Han kan gradvis opleve, at omverdenen ændrer sig, eller at han selv skifter personlighed, og måske at han går i opløsning. I andre tilfælde kan sygdommen vise sig ved, at personen bliver mere og mere initiativfattig og går i stå. Han taber interessen for omgivelserne og for sin ydre sociale tilværelse, fx sin hygiejne, og isolerer sig mere og mere.
På længere sigt er sygdommen periodisk således, at de psykotiske symptomer som hallucinationer og vrangforestillinger i perioder blusser op. Denne opblussen er ofte betinget af ydre følelsesmæssige belastninger, især i mellemmenneskelige forhold. I nogle tilfælde bliver personen næsten sig selv imellem disse perioder. Ofte er der imidlertid fortsat nogle psykotiske symptomer. Initiativløsheden og den manglende energi kan medføre, at personen konstant har et nedsat funktionsniveau.
Hvis et menneske pludselig bliver psykotisk – får en akut psykose, kan det ofte være vanskeligt at forudsige, om der er tale om en enkeltstående episode eller den første psykose opblussen i en skizofreni. I Danmark har der været tradition for, at psykosen skulle vedvare i længere tid, ofte op til år, før man gav diagnosen skizofreni. I den nye inddeling giver man allerede efter en måned diagnosen skizofreni, hvis symptomerne svarer til denne lidelse, og tilstanden ikke er forsvundet. Denne nye amerikansk prægede diagnosepraksis, hvor man hurtigere stiller diagnosen skizofreni, vil betyde, at flere mennesker får betegnelsen skizofreni. Dermed følger den ubehagelige oplevelse, det er at få at vide, at man har en lidelse, som kan være mange årig, invaliderende og eventuelt livslang. På den anden side vil den nye praksis betyde, at mange flere bliver raske, efter at de har fået diagnosen skizofreni, og dette vil efterhånden mildne det generelle indtryk af diagnosens alvorlighed. Den ene måde at diagnosticere på kan ikke siges at være bedre end den anden, men i en overgangs periode kan det give forvirring. Problemet er, at det i nogle tilfælde kun er tiden, som kan vise hvordan forløbet bliver. De som stadig tror, at diagnosen skizofreni altid betyder en livslang invaliderende sygdom, kan blive unødigt opskræmte. Det er nødvendigt, at psykiaterne omhyggeligt forklarer både patient og pårørende de nye diagnoseprincipper. Det er ikke altid tilstrækkeligt, idet diagnosen i sig selv kan virke så skræmmende, at de mere teoretiske forklaringer om ændrede diagnoseprincipper ikke rigtigt trænger igennem.
Der er meget stor forskel på, hvor udtalt den enkeltes tilværelse bliver påvirket. Nogle har kun én eller ganske få psykoseepisoder og ingen varig funktionsnedsættelse Ved ganske lette men vedvarende former kan det dreje sig om en person, som forekommer at være meget særegen, men uden symptomer på egentlig psykose. Nogle er i stand til at klare et arbejde, ofte et hvor der kan vises specielle hensyn. I de fleste tilfælde er sygdommens indvirkning på funktionsniveauet så udtalt, at den pågældende må have førtidspension eller et flexjob. De fleste er i stand til at klare sig selv i dagligdagen, men der er behov for vedvarende behandling og ofte for en del hjælp. De som er allermest syge må opholde sig på en institution, hvor man kan få hjælp døgnet rundt, fx et plejehjem/boinstitution.
Efter de flestes opfattelse opstår skizofreni betinget af nogle medfødte arvelige egenskaber, kombineret med nogle miljøpåvirkninger.
Som nævnt har mennesker i almindelighed en risiko for at få skizofreni, som er 1%. Hvis en af ens nære slægtninge har skizofreni, stiger dette til mellem 5 og 15 %. Hvis begge forældre lider af skizofreni, vil dette også gælde for omkring halvdelen af børnene. Man har også vist, at enæggede tvillinger, som har nøjagtig de samme arveegenskaber (gener) i omkring halvdelen af tilfældene får skizofreni, hvis den ene har udviklet dette. Dette er også et argument for, at arvelige forhold ikke er enerådende, netop fordi enæggede tvillinger er arvemæssigt ens. For toæggede tvillinger er risikoen for den ene, hvis den anden har udviklet skizofreni, som for andre søskende 5-15%. Man har også undersøgt børn, som er blevet bortadopteret fra fødslen, og hvor en af forældrene har haft skizofreni. Selv om de kommer i en plejefamilien, hvor begge forældrene er raske, har de alligevel en øget risiko for at få skizofreni, når de bliver voksne.
Omkring miljøforholdene har man interesseret sig en del for beskadigelser i fostertilværelsen og fysisk beskadigelse i forbindelse med fødslen. Dette synes at øge risikoen.
Megen interesse er viet de psykologiske forhold, specielt i opvækstmiljøet. Ud fra den psykoanalytiske teori er opstillet nogle af de nedennævnte forhold i den tidlige barndom, som kan fremme udviklingen af skizofreni. Det har været noget vanskeligere at føre dokumentation for, at disse forhold rent faktisk har foreligget i de tilfælde, hvor et menneske senere i livet udvikler skizofreni. Skizofreni er i psykoanalytisk terminologi udtryk for en svækkelse af den såkaldte jeg-funktion. Skade på jeg-funktionen menes at kunne opstå ved forstyrrelser i de tidlige objektrelationer, det vil sige det spæde barns forhold til de nærmeste personer, som regel moderen. I det hele taget kan de skizofrene symptomer forstås ud fra psykoanalytisk teori, men at de er opstået på grund af psykologiske påvirkninger, har det ikke været muligt at dokumentere.
En anden teori er, at afvigelser i familiens kommunikationsmønster kunne disponere et barn til at få skizofreni. Der er tale om den såkaldte double-bind kommunikation. Det vil sige, at der bliver sendt dobbelte modsatrettede budskaber, eventuelt ved hjælp af verbal og nonverbal kommunikation, således at barnet, uanset hvad det gør, kommer til at handle forkert. Dette kunne fremkalde den ambivalens, som er karakteristisk hos mennesker med skizofreni, det vil sige samtidige og modsatrettede følelser mod den samme person.
Vi må sige, at vi i dag har belæg for, at der både er medfødte og miljømæssige, herunder psykologiske faktorer, som betinger udvikling af skizofreni, men at vi ikke er i stand til at redegøre for den nærmere mekanisme.
Behandlingen af skizofreni og de vedvarende paranoide psykoser er den samme. Der skal gives en kombination af medikamentel behandling, samtalebehandling og andre psykosociale behandlingsformer. Den medicinske behandling, det drejer sig om, er antipsykotisk virkende medicin, de såkaldte antipsykotika. Det er karakteristisk for denne medicin, at doseringen er meget individuelt varierende. Man må derfor i samarbejde med patienten prøve sig frem for at finde den rigtige dosis. Den psykoterapi, det drejer sig om, vil ofte være en støttende samtalebehandling, som hjælper patienten til at genvinde kontakten med den reelle verden. De psykosociale hjælpeforanstaltninger kan være miljøterapi og netværksterapi. Der er herudover i perioder med opblussen af psykose et behov for omsorg evt. i form af indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Psykosen kan være så udtalt, at patienten ikke selv er i stand til at varetage sine mest basale behov, fx væske- og fødeindtagelse, søvn og passe på, at han ikke kommer til skade. Derudover kan psykosen være forbundet med selvbeskadigelse (evt. selvmord) og aggressive handlinger, som gør, at personen må hindres i at gøre skade på sig selv eller andre og fastholdes rent fysisk.
For skizofreni og de vedvarende paranoide psykoser er behandlingen lige så lang som sygdommen varer. Da sygdommen er mangeårig, eventuelt livslang, skal behandlingen vare lige så længe. Ingen af de behandlingsmetoder, vi i dag disponerer over, er i stand til at helbrede disse lidelser, men kan kun bedre tilstanden. Dette kan dog ske på en måde, så de fleste kan komme til at leve en selvstændig tilværelse, selv om deres funktionsniveau er reduceret. Der skal således foregå en mangeårig løbende medikamentel, psykoterapeutisk og psykosocial forebyggende og stabiliserende behandling. Jo mere intensiv denne er, jo bedre bliver funktionsniveau og livskvalitet, og i jo højere grad forhindres tilbagefald til psykotiske perioder. Den bedste organisationsform er den distriktspsykiatriske med nødvendige kortvarige indlæggelser på psykiatrisk afdeling, når psykosen trods den forebyggende behandling vender voldsomt tilbage