Det drejer sig om de problemer, der kan være i forbindelse med gennemførelse af seksuallivet. Det vil sige seksuelle aktiviteter, som den pågældende ønsker, men ikke er i stand til eller har besvær med at udføre. Det drejer sig ikke om en fastlæggelse af, hvad der er normalt, men om at hjælpe i situationer, hvor der er problemer. Dette forhindrer ikke, at der kan være behov for at påpege, at det "normale" har vide rammer, og at grænsen for, hvornår der er et seksuelt problem, i høj grad er individuel.
De lidelser, det drejer sig om, kan for begge køn indebære en nedsat seksuel lystfølelse. Den kan manifestere sig ved, at den pågældende nok kan gennemføre de ønskede aktiviteter, men ikke forbinder dem med lystfølelse. Der kan også være tale om, at den pågældende ligefrem oplever de seksuelle handlinger som forbundet med ubehag eller afsky. Hos begge køn kan der ligeledes være problemer med at gennemføre samleje, uden at der er tale om manglende lystfølelse. Hos manden viser dette sig som manglende eller mangelfuld rejsning: impotens. En tilsvarende vanskelighed kan ses hos kvinden, hvis hun ikke er i stand til at afsondre sekret i skeden, således at samleje kan gennemføres. Selv om samleje kan gennemføres, kan der være vanskeligheder med at få udløsning: orgasmeproblemer. Et problem, som især viser sig hos manden, er for tidlig optrædende udløsning. Udløsning inden eller ved forsøg på indføring af penis er selvfølgelig et problem, men ellers er det uskarpt afgrænset. Et problem, som optræder udelukkende hos kvinder, er skedekrampe: vaginisme. Det viser sig ved sammentrækning i musklerne omkring skeden, således at penis ikke eller næsten ikke kan indføres. Sammentrækningerne kan være så kraftige, at end ikke en finger kan få adgang. Ligeledes ses underlivssmerter, som forhindrer samleje og som ikke har nogen klar legemlig begrundelse, hos kvinder. Ud over de mange forhold, som kan give problemer ved at begrænse den seksuelle aktivitet, kan også lyst til hyppig seksuel aktivitet give problemer.
De fleste af de seksuelle problemer kan opfattes som psykisk betingede legemlige symptomer. I nogle af problemerne kan der indgå et større eller mindre legemligt element, fx kan der være åreforkalkning i blodtilførslen til penis, således at dette bærer en større eller mindre del af ansvaret for den svigtende funktion. I den psykoanalytiske teori er kønsdriften i bred betydning, som også omfatter lysten til samleje, en helt grundlæggende drivkraft. Det er således principielt forståeligt, at der kan optræde seksuelle problemer hos mennesker, som i øvrigt har psykiske problemer eller konflikter. Samspillet mellem to mennesker, som forsøger et seksuelt forhold, kan i øvrigt være sådant, at problemet ligger her frem for i den egentlige seksuelle funktion. Dette kan man konstatere ved forskel i problemerne med forskellige partnere, eller hvis problemet ikke viser sig ved masturbation. At funktionen her forløber uden problemer kan også udelukke legemlige årsager. Seksuallivet er en så væsentlig del af et forhold mellem to mennesker, at det ofte vil påvirkes, hvis der i øvrigt er problemer. I disse tilfælde vil man snarere fokusere på problemerne i parforholdet end på, at der foreligger et seksuelt problem. Primært seksuelle problemer foreligger, hvor der tilsyneladende er tale om mennesker, som ikke har andre væsentlige psykiske problemer, og som ikke har alvorlige problemer i parforholdet.