| Beskrivelse og symptomer | Forløb |
| Mani | Forklaringsforsøg |
| Depression | Behandling |
Affektiv sindslidelse er den ene af de to hyppigste sindssygdomme (den anden er skizofreni). Den blev tidligere kaldt maniodepressiv psykose, på dansk stemningssvingningssygdom. Affektive lidelser eller stemningslidelser er imidlertid en større gruppe. Den omfatter også de lidelser som tidligere blev kaldt depressiv neurose og psykogen depressiv psykose. Sidstnævnte vil sige en depressiv sindssygdom, udløst af en belastning. Den nye inddeling er en konsekvens af, at man ikke længere bruger årsager som grundlag for inddeling. Lidelserne bliver inddelt efter deres symptomer og sværhedsgrad, uanset teorier om hvad der har fremkaldt dem. Nogle mennesker har stemningssvingninger med vekslende løftet (mani) og forsænket (depression) stemningsleje. Andre har kun svingninger i en retning, fortrinsvis depression.
Når stemningslejet svinger i manisk retning, bliver det løftet, tankegangen bliver livlig og bevægelserne hurtige. Personen selv føler sig i vældig godt humør, er optimistisk og vurderer sig selv og sine evner højt. Der kan være tale om alle grader af løftet stemningsleje. De mildeste former betegnes hypomani, hvor personen er aktiv og udadvendt og snakkesalig. Der er øget energi, nedsat søvnbehov og øget seksualdrift og handlekraft. I nogle tilfælde kan den øgede selvfølelse forekomme overdrevet pralende, og personen kan let blive irriteret, hvis andre ikke kan følge hans selvovervurdering. Tilstanden er som regel ikke mere udtalt, end at personen nogenlunde kan klare sine normale aktiviteter.
Hvis manien tiltager, bliver personen tiltagende opstemt, hyperaktiv, talende og sover meget lidt. Han kan ikke koncentrere sig, men springer fra det ene til det andet, og tankegangen kan være vanskelig at følge. Hans selvovervurdering kan antage en sindssygelig karakter, således at han opfatter sig selv som en person med en betydning, som er uden kontakt med virkeligheden. Handletrangen kan resultere i dispositioner, herunder økonomiske, som kan være meget skadelige. I nogle tilfælde kan han høre stemmer. Han kan være vanskelig at forstå, og den øgede aktivitet bliver så usystematisk, at han ikke er i stand til at fungere i sine normale funktioner. Han kan blive frygtelig vred og eventuelt voldsom, hvis man går imod hans ideer. Hyperaktiviteten kan blive så voldsom, så han ikke spiser, drikker og sover. Det kan resultere i fuldstændig udmattelse med sammenbrud af kredsløbet og således være dødeligt (akut delir).
Ved depression ses et billede, som på mange måder har modsatrettede symptomer. Der er et forsænket stemningsleje, nedsat energi og nedsat aktivitetsniveau. Der er træthed, uoverkommelighedsfølelse og manglende evne til at glæde sig over noget som helst. Alt forekommer sort i sort. Selvfølelsen er nedsat, og det kan udvikle sig til tanker om skyld og betydningsløshed. Der er søvnforstyrrelser, nedsat appetit og seksualdrift. Han kan være langsom i alle sine aktiviteter, også i talen, og eventuelt svare efter længere tids tøven. Somme tider ses en karakteristisk variation i tilstanden over døgnet, således at den depressive tilstand er særlig slem om morgenen og bedres noget hen mod aften.
I svære tilfælde er personen optaget af selvmordstanker, stærkt selvbebrejdende og skyldfølende. Han kan have vrangforestillinger om verdenens undergang eller en helt urealistisk opfattelse af egen skyld i begivenheder, han slet ikke har nogen indflydelse på. Tilstanden er livsfarlig, idet personen meget vel kan suicidere (begå selvmord).
I nogle tilfælde ses en anden variation, idet det psykemotoriske tempo er øget, en såkaldt agiteret (rastløs) depression, hvor personen er i stadig rastløs og bekymret omkringvandren. Begge former for depression kan på grund af manglende væskeindtagelse og eventuel hyperaktivitet udmatte kroppen, således at kredsløbet bryder sammen, og personen dør (akut delir).
Man skelner mellem forløbsformer, hvor der findes både mani og depression (bipolær = "2 poler") og former, hvor der kun er depression. Selv om der har været flere depressioner, kan der altid komme en mani, og man må så skifte diagnose til den bipolære form. Lettere former ville man tidligere kalde en depressiv neurose. Det vil sige en depressiv tilstand, som nok er sygelig, men uden at realitetsopfattelsen er forstyrret, så der ikke er tale om en sindssygdom (psykose).
Nogle mennesker har vekslende sindsstemninger eller mere vedvarende ændringer af stemningslejet, så det må betragtes som en del af deres personlighed. Samtidig er udsvingene ikke så store, så der er tale om egentlig depression eller mani. Man taler om en personlighedsforstyrrelse, når tilstanden har varet siden ungdommen og er nogenlunde vedvarende. Det drejer sig om mennesker, som stemningsmæssigt hyppigt svinger fra optimisme, løftet stemningsleje og øget selvfølelse til forstemning, nedsat energi og selvtillid. En anden type er hele tiden i den depressive stemningstilstand.
Depressive tilstande er meget hyppigere end manier. Mange mennesker oplever kun depressive perioder. Hyppigheden af depressive lidelser er dobbelt så stor hos kvinder som hos mænd. Forløbet af en depressiv periode kan være kortvarigt, men ofte strækker det sig op til 3-6 måneder, eventuelt længere. Manier er som regel noget korterevarende.
En særlig forløbsform er vinterdepression. Den optræder når det det bliver mørkt i vejret efterår og vinter. Ofte gentages det hver vinter. Den kan behandles med kraftigt elektrisk lys – lysbehandling.
I nogle tilfælde optræder depression (eller mani) i forbindelse med en fødsel – en såkaldt fødselspsykose. Der kan også være hallucinationer og vrangforestillinger ved en fødselspsykose. Langt det hyppigste er imidlertid en fødselsdepression. Det er direkte sjældent, at skizofreni begynder i forbindelse med en fødsel. En depression som er så svær, at der er tale om en psykose optræder i mellem én og to tilfælde per 1000 fødsler. Lettere depressive tilstande er langt hyppigere.
Der er usikkert, hvad der fremkalder tilstandene. Usikkerheden består i, i hvor høj grad lidelserne opstår på baggrund af biokemiske ændringer i hjernen, og i hvor høj grad de er socialpsykologisk forståelige og udløste. Man skelnede tidligere mellem endogene, det vil sige opstået inde i hjernen, og psykogene eller neurotiske, opstået på grund af miljøpåvirkninger. Man har nærmet sig den opfattelse, at der som oftest er en biologisk disposition og som oftest også en udløsende årsag. Man mener at nogle depressioner har en sammenhæng med lyset, og især viser sig i de mørke årstider
Arvelighedsforskning har vist, at risikoen for at få en affektiv lidelse er 10 gange så stor, hvis man har nære pårørende med en sådan lidelse. Risikoen for den ene af enæggede tvillinger er over 50%, hvis den anden har fået en affektiv sindslidelse. Der er således vist en tydelig arvelighed. Det er også vist, at visse kemiske stoffer kan fremkalde depressioner. Sådanne kunstigt fremkaldte depressioner er ikke til at skelne fra de spontant forekommende.
Blandt de socialpsykologiske forklaringsmodeller mener psykoanalytisk teori, at der optræder frustration af libidinøse (kønsdrift) og aggressive drifter. Samtidig er der et objektstab, det vil sige at den pågældende mister en ting eller en person, han været tæt knyttet til. Psykologisk er mekanismen, at personen i stedet for at rette følelserne ud ad, drejer dem mod sig selv og reagerer med depression og selvbebrejdelse. Mani kan opfattes som en "overkompenseret" depression, det vil sige, at personen ubevidst forsøger at overvinde depressionen ved løftet stemningsleje og hyperaktivitet. En anden psykologisk teori er "indlært hjælpeløshed". Hvis et menneske gang på gang oplever, at forsøg på at løse problemer mislykkes, vil han lære, at det er håbløst at prøve. Han kommer i en apatisk, trist og opgivende stemning og kan udvikle en tilstand, der minder om depression. Andre har hæftet sig ved tænkemåden, de såkaldte kognitive teorier. I følge disse er stemningssvingningerne ikke det primære, men derimod en tendens til at tænke meget negativt om både sig selv og sine muligheder.
Ved depressioner har både medikamentelle, fysiske (el-stimulation/elektrochok) og psykoterapeutiske metoder vist sig effektive. Ved mani anvendes næsten altid medicin eller el-stimulation. Den medicin, man anvender til behandling af mani, er antipsykotika, den samme som anvendes til behandling af skizofreni. Der gives ofte samtidig benzodiazepin. Det er også muligt at behandle med medicin, som carbamazepin eller lithium.
Mens man tidligere mente, at psykosocialt udløste depressioner skulle behandles med psykoterapi og endogene med medicin, ser man i dag mere på sværhedsgraden. For de svære tilstande, både mani og depression, er der som nævnt alvorlige konsekvenser af lidelsen og i nogle tilfælde livsfare. Ofte må man indlægge personen for at beskytte ham mod konsekvenserne af sygdommen, eventuelt selvmordsrisikoen. Det må ske på lukker afdeling for at sikre at selvmordsforsøg kan forhindres. Der kan være tale om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Man vil i sådanne tilfælde anvende medicin. I de særlig svære tilfælde og hvis medicinen ikke tåles, fx hos ældre mennesker, anvendes el-stimulation, som er en skånsom metode. Behandlingen foregår i fuld bedøvelse og under indgivelse af krampehæmmende stoffer, således at personen hverken oplever noget eller risikerer skader på grund af et krampeanfald. Alligevel foregår den elektriske aktivitet i hjernen, som om der var indtruffet et krampeanfald, og det er dette, som, uden at man ved hvorfor, kan virke helbredende på både mani og depression.
Den medicin, man anvender, er antidepressiva, som påvirker omsætningen af transmitterstoffer, såkaldte aminer i hjernen. Den optimale virkning sætter som regel ind efter to til fire uger. I den periode kan gives angstdæmpende medicin, da angst ofte ledsager en depression. Nogle antidepressiva har en del ubehagelige bivirkninger og er ved overdosering meget giftige. I de seneste år er der kommet nye typer af antidepressiva, som har få bivirkninger og har vundet stor udbredelse. Nogle af dem har været omtalt som "lykkepiller". Nogle mener de anvendes i for stor udstrækning. Andre mener tvært imod, at mange depressioner, som burde behandles med medicin, ikke bliver erkendt.
Terapi kan gives som psykodynamisk orienteret psykoterapi, men det er en anden metode, som i de senere år er dokumenteret som meget effektiv. Det drejer sig om den såkaldte kognitive terapi, hvor man påvirker personens måde at tænke på. Det har vist sig, at sådanne behandlingsmetoder er lige så effektive som medicin, i hvert fald for lettere og middelsvære depressioner. Der er desuden undersøgelser, der tyder på, at effekten er mere varig.
Der er ikke noget af den medicin, man anvender, som har nogen egentlig helbredende effekt. Ganske vist kan man få lidelsen til at forsvinde fuldstændig, ofte i løbet af nogle uger, men ophører den medikamentelle behandling, vender sygdommen tilbage igen. Man fortsætter derfor behandlingen så længe, som en depression normalt vil vare uden behandling ofte et halvt år. Viser den sig alligevel at vende tilbage, må man genoptage behandlingen i endnu en periode.
Som nævnt har de affektive lidelser en tilbøjelighed til at vende tilbage. Affektiv lidelse er en pinefuld lidelse med stor risiko for selvmord. Hvis der har været flere anfald, anvender man derfor forebyggende medikamentel behandling. Et stof, Lithium (et grundstof), har vist sig effektivt til at forebygge både mani og depression. En anden form for forebyggende behandling, som man anvender i nogle tilfælde, er vedvarende indgift af antidepressiva, for at forhindre tilbagevenden af depressive perioder. Også stoffer som carbamazepin og valproat kan anvendes forebyggende.